Ja, det her er så en af de historier, som ikke lige har fundet vej til bloggen så hurtigt...
Piha Beach, med Lions Rock i midten.Vi surfede på højre side af klippen.Min første surferdag var lige ved at ende rigtig galt.
Jeg tog til Piha Beach - en berømt surferstrand her en times kørsel fra Auckland - sammen med Thomas, Andries og Timo her i søndags. Kun Timo havde prøvet det før og skulle give os en hurtig intro til det der brætsejlads.
Fra venstre: Thomas (dansker),Andries (hollænder) og Timo (tysker).
Se videoklip fra stranden, da vi ankomVi lejede brædder og våddragter fra en lokal shop og fik slået noget af prisen, nu da det var vinter - og fik et par tip om hvor vi skulle surfe, nu hvor vi var nybegyndere.
På stranden bragede bølgerne ind. Totalt fascinerende! Uden ende og med en vældig kraft. Faktisk lidt rigeligt store for nybegyndere - men så længe vi holdt os på det lave, var der ikke noget problem, fik vi at vide.
Vi brugte en times tid i vandet på at lege med brædderne. Bølgerne var vel en meters penge høje og efterhånden fik vi lært at padle med bølgen og ride med på maven. Og FAKTISK kom jeg OP OG STÅ i hele TO SEKUNDER! Det har vi faktisk lige et billede af her:
Stor jubel!Mens vi fjumsede rundt i kom vi uden at bemærke det tættere og tættere på den store Lions Rock. En kæmpe klippe, der som en ø strækker sig over 100 meter ud i havet.
Og pludselig fandt jeg også mig selv længere ude end jeg egentlig ville have været. Men det var de andre også, så måtte jeg vel bare indad igen. Så jeg lagde mig på brættet og padlede.
Men der skete ingenting.
Jeg padlede lidt hårdere til, men flød stadig langsomt forbi klipperne, som nu kun var 20 meter fra mig. Der var ikke rigtig bølger her, hvor jeg lå - men det var der længere ude. Rigtig store bølger, omkring tre meter høje.
Jeg kunne høre de andre råbe til hinanden. De var noget længere inde ind mig, men tydeligvis også i problemer, og jeg prøvede også at råbe til dem, men blev overdøvet af bølgernes brøl. Efterhånden var jeg kommet ud på linie med spidsen af Lions Rock, og kunne se rundt om hjørnet, hvor bølgerne smadrede op mod den laveklippeside, som vendte ud mod havet.
Det her var helt, helt galt! Bølgerne knækkede nu kun 10 meter fra mig, og det må have været her, at det gik op for mig, at der ikke var nogen sluk-knap på det, jeg havde gang i. Det var ikke nogen leg eller aktiv-fritid-sport, det var ikke mig der havde styringen og det her kunne rent faktisk ende rigtig galt.
For første gang i mit liv tænkte jeg, at jeg rent faktisk kunne dø.
Jeg havde for længst opgivet at padle nogen som helst steder. Jeg havde ligget her ude i noget der ligner tyve minutter ude af stand til at påvirke, hvor jeg flød henad.
Nu var jeg næsten ude, hvor bølgerne knækkede, og den eneste løsning måtte være at fange en bølge ind, hvor sindssygt det end måtte synes.
Omsider lagde en bølge an til at knække foran mig. Jeg vendte brættet mod land, lagde mig op og padlede som en gal.
Bølgen knækkede hen over mig. Brættet blev revet ud af mine hænder og jeg tumlede gennem vandet som i en vaskemaskine, mens jeg krummede mig sammen i fosterstilling og dækkede mit hoved med armene, som jeg havde lært, for ikke at få brættet i hovedet.
Jeg fik fat i min sikkerhedsstrop og hev brættet til mig, og prøvede igen ved næste bølge.
Det samme skete. Og det samme skete ved næste og næste og næste bølge.
Det var måske slet ikke løsningen alligevel.
Var der overhovedet nogen løsning.
Omsider lykkedes det. Bølgen skubbede på under brættet, jeg lå og hold krampagtigt fat og begyndte min kælketur ned af bakken mod land.
Hold kæft, hvor var jeg lettet. Men de andre tre var stadig derude, trods alt ikke så langt ude, som jeg havde været. Men de kunne ikke komme ind.
At komme ind på stranden var en surrealistisk oplevelse. For 45 sekunder siden var jeg omgivet af bølger så høje som HT-busser med en følelse af at kæmpe for mit liv, og her... ja, her tøffede folk rundt og sparkede i sandet, nød solen og fløj med drage.
"They are in trouble out there! They are in trouble!", råbte jeg mens jeg løb op mod de nærmeste på stranden.
Fem-seks stykker kom over for at høre, hvad der var i vejen. Mens jeg forpustet forklarede dem sagen, kom Andries og Thomas ind på hver sin bølge - nu manglede vi bare Timo, som var meget tættere på land end os andre.
Han kunne ikke komme ud af strømmen, som jeg også var fanget i, men omsider efter endnu fem minutter fandt han ud og kom vaklende ind.
Alle fire sad vi ved siden af hinanden uden at sige ret meget og kiggede ud.
Vi har fået klædt om - i hvert fald nogle af os.Og så er der vist lidt vand på den linse dér. Hvor autentisk!Siden har jeg fået at vide, at der er mange turister, som har ladt livet ved Piha. Jeg har lavet mange sindssyge ting gennem mit liv, men jeg har aldrig før følt konsekvenserne være så håndgribelige som her.
Jeg skal helt sikkert ud og surfe igen. Næste gang bliver det med en rigtig instruktør og helt sikkert på en lidt mere børnevenlig strand. Så er jeg måske klar til den her om fire måneder!
Ham asiaten sov ikke rigtig godt den nat!
Det her billede har ikke rigtig noget 
