Sværd, matematik og uendeligt mange timer

Så er jeg omsider i Auckland efter jeg-er-ikke-helt-klar-over hvor mange timer.

Mein Gott, hvor har det været en kedelig rejse - hermed et par peaks på turen:

København - Tokyo. 10 timer

1. Tyve minutters småsludren med mine to japanske sidekammerater, to 50-årige damer, som kan fire engelske ord til sammen. Jeg tegner en høj bygning "Tokyo" og en lille bygning og en dam med et træ: "Copenhagen". De to madammer udbryder "oohhhhrrrr, hai! Copenhag, butifu".

2. Jeg udfylder de japanske indrejsepapirer, hvor jeg skal sætte kryds ved, om jeg tager sværd med ind i landet!

3. Jeg skal lave ler - men ikke alligevel. Det er det lave tryk i kabinen, der laver sjov med min tarm.


Tokyo. 8 timer

4. Her er det så lidt småt med peaks. Men jeg får da lusket mig ind i Japan Airlines' businesslounge, hvor jeg hænger ud et par timer i de bløde møbler, før jeg bliver kylet ud igen. Fik ikke smagt på den gratis kaffe.

Tokyo - Christchurch. 14 timer

5. Min japanske sidekammerat er professor i matematik, og vi får lige frisket op, hvor mange dimensioner Universet nu lige går og har (10 eller 26 alt efter, hvordan man ser på det).
Han rejser til konferencer i hele verden, har været en måned i Danmark for et par år siden og mangler bare at besøge Grækenland og Portugal i Europa.

6. Får en ekstra portion morgenmad på flyveren: Æggekage med rosiner, bacon og ahornsirup. Konge.
Har ellers bedt om ekstra portioner til samtlige måltider på turen - først her lykkes det. Er jeg ved at miste det?


Christchurch. 1 time

7. ... For sattan da, hvor jeg keder mig.

Christchurch - Auckland. 2 timer

8. Betragter Nordøen, min hjemstavn i de næste seks måneder, fra luften. Ikke noget særligt grimt land.

9. Lander i Auckland og bliver hentet af en shuttle fra Wellesley Student Apartments.
Bliver checket ind på mit værelse og kan omsider - efter 35 timers rejse - smide mig på min seng og sige:

Jeg er hjemme!